Æbletærte og aliens
Da jeg havde været inde på de første fem hoteller, blot for at få at vide, at alt var optaget, stoppede jeg ved et cafeteria for at få en kop kaffe og en æbletærte (de laver verdens bedste æbletærter i USA).
”Hi!” sagde den unge mand bag skranken. ”Come for the reunion?”
”Nej,” svarede jeg. ”Jeg er journalist. Jeg er kommet for at kikke lidt på den berømte ufo affære.”
”You don’t say.”
Da han lidt efter kom med min tærte, satte han sig overfor.
”Den historie er god nok,” betroede han mig. ”En af mine kammerater, John Stone hedder han, hans far arbejdede på Roswell Luftbase, da de kom med de små aliens fra ufo-styrtet. Gamle Stone er død nu. Men jeg har flere gange hørt ham fortælle om de mærkelige begivenheder dengang i 1947. Han svor, at han havde set fire små, døde væsener, som lignede en slags mennesker, han aldrig havde set før. Man fortalte, at de var blevet fundet sammen med vraget af et forulykket rumfartøj. Straks efter blev der lagt låg over sagen.”
”Du har hørt ham fortælle det?” spurgte jeg.
”Javist. Flere gange. Jeg er ikke i tvivl. Hvorfor skulle han lyve om den sag? Næh, han var en OK fyr.”
Jeg betalte og gav gode drikkepenge. Så gik jeg ud for at finde et hotelværelse. Man må jo gå metodisk til værks – først seng, siden ufo.
Galskab eller...?
En halv time senere var jeg installeret på et motel med det for min bankrådgiver velklingende navn ”Economy Inn”, og jeg cruisede tilbage gennem Roswell ad hovedgaden Main Street. Her i byens midte ligger nemlig Roswell Kino, som forlængst har opgivet en ulige kamp mod kabel-TV, videomasiner og dvd-apparater. I stedet er den gamle biograf blevet ombygget til noget så usædvanligt som et ufo-museum.
I de følgende dage blev ”The International UFO Museum and Research Center” min base. Jeg læste plancher og studerede fotografier. Jeg læste talrige beedigede rapporter og breve fra folk, som angiveligt havde set noget, hørt noget eller været med til noget dengang i 1947. Ufo-museet i Roswell er ganske stort og midt blandt de udstillede genstande er også ufo tidsskrifter fra den ganske verden – endog et ældre eksemplar af det danske ”UFOnyt.”
Langsomt begyndte jeg at undre mig.
Før jeg kom til Roswell, var jeg overbevist om, at det hele måtte være hysteri og vås. Amerikanere er jo som bekendt mere naive end koldsindige skandinavere (ikke sandt?). Men efter et par dage var jeg mindre sikker. Der må vel trods alt være grænser for galskaben. Alle disse breve og erklæringer fra folk, der havde været involveret dengang. Kunne de virkelig alle sammen være skrevet af landsbytosser og skøre sjæle?
Midt i museet er der en stor gengivelse af et fotografi, som ifølge militærmyndighederne skal vise de ”ufo-rester,” der førte til en så voldsom opstandelse. To mænd sidder med et par kvadratmeter krøllet aluminiumsfolie og nogle knækkede træpinde. Der er tale om en radarreflektor fra nogle særlige projekt Mogul vejrballoner, som man eksperimenterede med dengang over ørkenerne i New Mexico. Ifølge myndighederne var det en sådan ballon, der forulykkede nord for Roswell. Hverken mere eller mindre.
Virkelig? Kan det passe, at folk i Roswell dengang var så tossede, at de gik i selvsving over en gang krøllet alu-folie? Var det f. eks. også dette krøllede alufolie, der senere fik den lokale bedemand til at skrive i en erklæring, at luftbasen kort efter det meget omtalte ufo-styrt bestilte en ladning små kister hos ham samtidig med, at man udspurgte ham om balsameringsvæsker? For nu blot at nævne et enkelt af de mange vidner.
Et ufo sammenstød
Da jeg havde set på plancher og kort i længere tid, var jeg ikke alene forundret, men også forvirret. Jeg opdagede nemlig, at der i materialet tales om mindst to forskellige ufo-nedstyrtningssteder. Et sted ved El Capitan bjerget små 75 km vest for Roswell og et sted yderligere 200 km. mod vest på San Agustin sletten nær byen Horse Springs. Nordvest for byen, nær Foster Ranch, havde man desuden fundet metalrester, som også skulle stamme fra et ufo. Her taler vi imidlertid kun om hardcore sagerne. I tilgift er der en række observationer, påståede nedslagssteder og fundsteder for ufo-rester – alle af mere tvivlsom karakter.
Jeg studerede nogle kort over de påståede nedstyrtningssteder, og så kørte jeg til El Capitan bjerget, som viste sig at være det sted, der var lettest tilgængeligt. Man skulle kun spadsere en halv times tid i terrænet for at nå frem til nogle klipper, som en ufo ifølge rygtet bragede ned i en julinat i 1947. Et øjenvidne til styrtet, Jim Ragsdale,