PERU & BOLIVIA

På smuglertogt i Andesbjergene


En busrejse i Sydamerika kan hurtigt udvikle sig til en eventyrlig affære


Tekst og foto: Klaus Aarsleff


Busstationen i Puno ved Titicaca-søen var et kaotisk sted, hvor små højlandsindianere med næsten sort lød knoklede rundt med sække og kufferter. Meget ofte var det ikke deres egne kufferter, de slæbte rundt på, men derimod et stykke rejsegods, som de netop havde set deres snit til at negle fra en turist.
     Jeg holdt derfor skarpt øje med min kuffert, da jeg stod ved bussen til Cuzco på stationen i Puno. Og jeg åndede først lettet op, da jeg havde set den sikkert placeret i bussens bagagerum. Det var sidst på eftermiddagen, og foran mig lå en bustur på 400 km. til inkafolkets gamle hovedstad Cuzco.
     Da jeg steg op i bussen, opdagede jeg til min glæde et enkelt ledigt dobbeltsæde. Hvis jeg var heldig, kunne jeg få de to pladser helt for mig selv på den lange tur. Jeg belavede mig på en nat i komfort med benene på skrå hen over sædet ved siden af, men heldet slap dog hurtigt op. Straks efter vaklede en stærkt anløben indianer op i bussen, og resolut styrede han ned mod mit tomme nabosæde. Mit forsøg på at få sædet ved siden af til at se optaget ud, mislykkedes fuldstændig, og manden satte sig ved siden af mig med et dybt suk. Så hev han en flaske lokal Pisco brændevin op af en dyb lomme i sin frakke.
     "Hallo, gringo," brummede han venligt, mens hans øjne gjorde en desperat anstrengelse for at koordinere bevægelserne, så han kunne tage mig nærmere i øjesyn.
     "Tag en slurk!" Han rakte mig flasken, som bar en flot etiket med titlen "Andesbjergenes dæmon." Jeg smagte på ildvandet og kunne konstatere, at der så absolut var djævelskab at spore i den klare væske.

Kokain som snack

Min sidekammerat syntes åbenbart godt om, at jeg havde modtaget hans skænk, for han trak nu en pose koka-blade op af en lille tøjsæk, der stod mellem hans ben. Han rakte posen over mod mig, men denne gang sagde jeg nej tak. Jeg havde ikke noget imod en slurk brændevin, men herfra og til at sidde og spise kokablade af ren og skær venlighed, var der trods alt et stykke vej.

     Blade fra kokabusken sælges ganske frit overalt i Andesbjergene, og allevegne ser man folk tygge koka - ganske på samme måde, som folk i østen tygger betel. Kokatygning er imidlertid en vane, der aldrig vil få så meget som en trevl af en kokkehue i nogen madspalte. Jeg har prøvet de kokainholdige blade en enkelt gang, og kunne efter nogen tids gumlen konstatere, at smagen minder om duften af en nyslået kløvermark. Efter yderligere flere minutters bearbejdning begyndte min mund af blive følelsesløs, akkurat på samme måde som når tandlægen har givet en bedøvelse.
     Det var ikke en oplevelse, jeg havde lært at sætte større pris på, så jeg takkede altså nej.
     Nu blev min indianske ven sur. Han begyndte at sidde og snakke med sig selv. Bare fordi han var en fattig indianer, var der vel ingen grund til at afvise hans venlige gestus. Men sådan havde det altid været med de hvide. De regnede ikke andre mennesker for noget. Etc., etc.

En indianerkone på markedet i Pisaq ved Cuzco. Hun læner sig mod en sæk med kokablade, som handles helt frit og lovligt i Andesbjergenes højland.

Henvist til et halvt sæde

Bussen gjorde holdt i en landsby nord for Puno, og en enkelt mand steg på. Han gik ned gennem midtergangen og stoppede ved mit sæde. Så kikkede han på sin billet og viste den til mig. Jeg sad på hans plads. Åbenbart var der reserverede pladser. Den mulighed havde jeg ikke skænket et tanke, men det var selvfølgelig OK. Der måtte jo så være en anden plads til mig, og det betød, at jeg ville komme til at slippe for den lidt plagsomme indianer, der stadig sad og mumlede oprørt ved siden af mig.

     Jeg fandt min billet frem og læste mit pladsnummer.

     Og til min forskrækkelse så jeg, at jeg skulle sidde ved siden af en kolossal

indianerkvinde, der fyldte det meste af et dobbeltsæde lidt længere fremme i bussen. Da jeg klemte mig ned mellem hendes venstre balle og armlænet, grinede hun bredt til mig og blottede et gebis, der var rigt bestykket med tænder af guld og stål. De nærmestsiddende morede sig højlydt, da de så, hvordan jeg skruede mig ned i den smalle spalte, som hendes vældige bag levnede ud mod midtergangen. Således fortsatte min rejse mod Cuzco mere beklemt end bekvemt.

Våde sokker viser vej mod toilettet

Hen under aften nåede vi langt om længe frem til en lille landsby, hvor en kro med gule guirlander i loftet lokkede de vejfarende indenfor. Et køleskab med øller og Coca Cola blev slået op og tømt på rekordtid, og lidt efter opstod der trafikprop foran toilettet.
     Toilettet var et spartansk rum. Brune vægge af adobe muddersten og lerstampet gulv. Til gengæld var det fornemt udstyret og lå helt klart klasser over den almindelige toilet-standard i Andesbjergene. Der var en vask med en messinghane. Så var der et toilet med skyl - dog uden WC-bræt. Og så var der minsandten en lille kumme på væggen, en kumme af den slags, som kun mænd og store drenge kan benytte med bekvemmelighed. Denne kumme var et rafinnement, en kundefacilitet som sikkert efter værtens mening placerede hans kro i udviklingens frontlinje.
Jeg stillede min foran kummen, og mærkede snart, hvorledes trykket lettede fra min rejseblære. Jeg mærkede også en varm væske, der plaskede ned på mine sandalklædte fødder. Det lille urinal havde simpelthen ikke noget afløb!
Når jeg kikkede ned i bunden af kummen, så jeg ned gennem den forkromede rist og durk ned pa mine nu gennemblødte sandaler. Enten var urinalet en ren pyntegenstand, eller også måtte den stedlige mandlige del af befolkningen betragte våde tæer som en naturlig følge af et toiletbesøg.
     Heldigvis var det så varmt og tørt i luften, at mine tæer atter havde fået det helt rart, da bussen satte i gang på den næste etape.

Pakker på vandring

Min ny rejsefælle skulle snart vise sig at være endnu mere støjende end den fulde indianer. Hun talte højt og ophidset med andre kvinder rundt om i bussen, og når hun ikke var midt i en talestrøm, lænede hun sig tilfreds tilbage i sædet eller rettere: i sæderne - og smaskede larmende på en stor klump tyggegummi.
     Efterhånden som turen skred frem, gik det op for mig, at den tykke indianerkvinde i virkeligheden var leder af en eller anden omfattende operation i bussen. Kvinderne skubbede store pakker og kasser frem og tilbage mellem sæderne, og det var min nabo, der styrede de forskellige pakkers placering. De andre passagerer tog alt dette pakkeflytteri med en knusende ro. De løftede benene, når en pakke kom glidende ind under sædet og skubbede den videre, og de gav gerne en hånd med, når en anden pakke blev sendt retur med en besked om at lægge den op i bagagenettet længere nede.
For en fremmed virkede alt dette som et besynderligt tidsfordriv, og jeg fik først forklaringen, da bussen pludselig stoppede klokken halvtre om natten foran en politispærring.

Tolderne fik del i rovet

To uniformerede mænd med maskinpistoler steg op i bussen, og nu begyndte de at hive alle de kasser og pakker frem, som min digre rejsefælle havde sendt på krydstogt mellem sæderne. Pakke efter pakke blev slæbt ind på toldstationen ved siden af bussen, og indianerkvinderne kastede sig ud i en ophidset diskussion med de uniformerede mænd.
     Åbenbart havde bussen været lastet til bristepunktet med smuglervarer. Elektriske strygejern, radioer, krøllejern, legetøj...
     Varerne hobede sig op i stationslokalet, men mens tolderne bar varer ind gennem den ene dør, smuttede flere af kvinderne ind gennem en anden dør og hentede pakkerne retur bag om bygningen og tilbage til bussen. I den følgende time blev de samme pakker bragt frem og tilbage flere gange, indtil alle var tilfredse. Da bussen kørte igen, havde min smuglerdronning de fleste af sine varer med sig. En lille stabel var blevet tilbage på toldstationen og de uniformerede skikkelser vinkede begejstret til bussen, da den forsvandt i nattemørket. Den store indianerkvinde blinkede konspiratorisk til mig og gumlede tilfreds videre på sit tyggegummi.

     Foran bussen dukkede nu flere og flere lys op i

mørket.

En bustur i de stejle Andesbjerge kan hurtigt blive en dramatisk affære. I byen Copacabana ved Titicacasøen kan man imidlertid få sin bus eller bil velsignet – og så skulle man gerne være beskyttet mod stejle afgrunde og svigtende bremser.

     

Vi var på vej ind i Cuzco og vi ankom endda en halv time før berammet. Opholdet ved toldstationen havde åbenbart taget kortere tid end køreplanens tilrettelæggere havde regnet med.

     En ny ladning smuglervarer var ankommet til byens marked. Sammen med en træt turist, der gav sig til at lede efter en tidlig restaurant, hvor han kunne få en bid morgenmad.​

Velkommen!

Vores klode byder på mange spændende og forunderlige oplevelser: Vældige natur-

panoramaer, ældgamle kultur-

minder, fantastiske bygnings-

værker og fjerne og eksotiske

himmelstrøg.

Du kan begynde næste

afsnit af din livsrejse her...

Klaus Aarsleff,

forfatter og rejseleder​

_____________________________

​​

Læs rejsens betingelser

bl. a. om kurs- og brændstoftillæg

Læs "Almindelige rejsebetingelser" ved at trykke her.

​Trønningevej 14 C | 4520 Svinninge | Telefon: 30 70 90 75 | E-mail: dorada@post7.tele.dk

Medlem af Rejsegarantifonden nr. 2620

RUNDREJSER

Overalt på kloden – til enestående

og gådefulde lokaliteter.

Bøger

Titler af Klaus Aarsleff

Rejser, myter, fortidsgåder...